Franz Kafka blev berømt i årene efter Anden Verdenskrig, i skyggen af det 20. århundredes totalitarisme og atomtrussel, og på denne dystre baggrund lå det lige for at fortolke hans forfatterskab som en skildring af en skæbneagtig verden som det ikke står i menneskenes magt at forandre. Den meget velkendte forestilling om "det kafkaske" bygger på en politisk ontologi, et grundlæggende billede af tingenes orden, der trækker en skarp grænse mellem det magtesløse enkeltmenneske og de meningsløse skæbnemagter. Selvom kafkaforskerne ikke er enige om fortolkningen af disse magter – de udlægger dem blandt andet som guddommelige, bureaukratiske, moralske, eksistentielle, psykologiske og disciplinære magter – så er de nogenlunde enige om at magterne er skæbneagtige, og det vil sige ufornuftige, uforudsigelige og uforanderlige. Ifølge dette fataliserende billede af Kafka handler hans litterære værker om en verden hvor politisk forandring ikke er mulig.
I Stormløb mod grænsen forsøger jeg at redde Kafka ud af den kolde krigs skygge ved at insistere på den afgørende rolle som det politiske spiller i forfatterskabet. Kafkas litterære værker er ikke "kafkaske". Som erstatning for "det kafkaske" foreslår jeg begrebet foruroligelse. Værkernes grundstemning, deres dominerende og organiserende affekt, er ikke en resigneret følelse af verdens meningsløshed og urokkelighed, men en mobiliserende følelse af at noget er rivende galt, og at det derfor burde laves om.
I en berømt dagbogsoptegnelse fra januar 1922, to år før sin død, forsøgte Kafka at opsummere hele sit forfatterskab med en enkelt sætning: "Hele denne litteratur er stormløb mod grænsen." Med udgangspunkt i denne komprimerede og hermetiske sætning forsøger jeg at beskrive henholdsvis hvad Kafkas litterære værker handler om, hvad de er, og hvad de gør.
1) Kafkas metafor handler ikke om en flugt ud på den anden side af grænsen, men om et stormløb, ein Ansturm, mod grænsen, og det vil sige om en militær handling der foretager et indgreb i tingenes orden. Oversat fra billeder til begreber er det politiske til stede i Kafkas forfatterskab som politisk begivenhed: som en mirakuløs acting in concert (Hannah Arendt) der ikke nøjes med at flytte omkring på møblementet inden for den eksisterende orden, men rokker ved selve fundamentet for denne orden. Min tese er her at den foruroligede stemning hos Kafka er en reaktion på et grundlæggende problem i konstitutionen af det politiske fællesskab. Kafkas litterære værker handler ikke bare om den politiske diskussion af de regler der gælder inden for fællesskabets grænser; de beskæftiger sig først og fremmest med den mere grundlæggende konstitution der trækker grænserne rundt om fællesskabet.
2) Men Kafka skriver ikke at hans forfatterskab handler om stormløb mod grænsen; han skriver at det er stormløb. Oversat til begreber beskæftiger han sig med litteraturens væsen, og det vil blandt andet sige med den litterære form. Min tese er her at den foruroligede stemning er et produkt af Kafkas stereoskopiske stil, og det vil sige en litterær stil der konsekvent sidestiller to forskellige perspektiver på det sociale liv, henholdsvis et regelbundet og et regelløst perspektiv. Kafkas litterære værker er ikke blot en æstetisk repræsentation af en politisk begivenhed; takket være deres stereoskopiske stil frembringer de en særlig form for refleksiv æstetisk erfaring.
3) Endelig gør et stormløb noget ved den grænse som der bliver løbet stormløb imod. Oversat til begreber rejser Kafka spørgsmålet om litteraturens funktion i forhold til den verden der findes uden for litteraturen. Min tese er her at den foruroligede stemning hos Kafka er en diffus form for uretfærdighedsfølelse der rummer en impuls til at forandre konstitutionen af det politiske fællesskab. I Kafkas litterære værker er den politiske begivenhed med andre ord ikke bare en begivenhed der gengives i værket, men også en begivenhed der igangsættes af værket.
Den foruroligede grundstemning i Kafkas litterære værker gør det med andre ord muligt at nærme sig hans egensindige forestillinger om forholdet mellem litteraturen og det politiske. Men set i et mere omfattende perspektiv gør den det også muligt at bidrage til en mere generel litteraturvidenskabelig og æstetikteoretisk diskussion af forholdet mellem kunsten og politiske.