Afhandlingen har til formål at kaste nyt lys over forholdet mellem portrætkunst,portrættering og selvfremstilling i Italien i perioden ca. 1490-1600 med omdrejningspunkt i analyser af udvalgte portrætmalerier, der alle befinder sig på SMK og i Nivaagaards Malerisamling.Det drejer sig om syv portrætter af Bellini, Tizian, Lotto, Parmigianino, Sofonisba, El Greco og Barocci, der trækker tråde til en bredere italiensk og europæisk kontekst. Undersøgelsen af portrætkunsten i høj- og senrenæssancen udfoldes i et krydsfelt mellem kunsthistorie og social- og kulturhistorie. Portrætkunsten identificeres som en visuel hovedkilde i studiet af det 16.århundredes dannelseskultur, individforståelse og samfundsforhold, der hidtil har været begrænset udnyttet af det nyere og righoldige portrætforskningsfelt, som indledningsvist udfoldes ogdiskuteres kritisk. Afhandlingens analytiske afsæt er den amerikanske litterat Harry Bergers forståelse af portrættet som en billedlig fremstilling af en selvfremstilling, hvor både portræt og selvfremstilling er kulturelle produkter af deres tid. Den tyske sociolog Norbert Elias’civilisationsteori og den franske Annales-skoles interesse for privatlivets udvikling udgør tilligevigtige udgangspunkter for undersøgelsen. De forskellige portrættyper og deres motiver afspejler nogle mere overordnede samfundsmæssige mekanismer, som i et forløb fra 1500-tallets begyndelse har præget den vestlige kultur. Det gælder centralisering fra feudalsamfund til bystater og hofkulturer, en internalisering af samfundsnormer (et ydre, regulerende blik) i individet samt evnen til performativt at skabe sig en identitet gennem rollespil i de stadig mere forpligtende fællesskaber.Mekanismerne findes afspejlet i portrætkunstens forhold mellem realisme og idealisme og kan følges parallelt i datidens dannelseslitteratur med bl.a. Castigliones Il Cortigiano som en centralkilde. Afhandlingen har på baggrund af analyserne tilvejebragt ny viden om de enkelte værker, deres iscenesættelsesformer og kontekster, men også på et mere gennemgående plan er høj- og senrenæssancens portrætkultur i Italien blev læst med et mere nuanceret blik. Der skabtes en mainstream-position mellem realisme og idealisme (Bellini-Tizian), hvis modsvar særligt sås i en ny realisme (Lotto) samt udfoldet ved manierismens teatralisering af individet (Parmigianino). Herefter er identificeret i senrenæssancen en række af nybrud, videreførelser eller synteser på baggrund af ældre typer: Familiens (Sofonisba), den lærde borgers (El Greco) og hofkvindens (Barocci) roller udfolder disse nye aspekter. Tilgang og analysemodel er genstand for refleksioner.Herefter følger en række motivhistoriske undersøgelser af positur, gestik, interiør, udstyr og landskaber, mens projektet sammenfattes i de identificerede linjer og vigtige skred i portrætkunst og selvfremstilling i 1500-tallets Italien samt i en vurdering af de forskningsmæssige perspektiver i tilgangen, inden konklusionen afrunder afhandlingen med dens hovedpointer og -resultater.