I perioden 1956 - 59 satte seks danske grafikere menneskets situation og mennesket i kunsten til debat med tre udstillinger og blev hermed for en tid centrale figurer på den københavnske kunstscene. Udstillingerne havde alle titlen Mennesket , og kunstnerne, som kaldes for menneskeskildrerne, var Palle Nielsen, Svend Wiig Hansen, Dan Sterup - Hansen, Erling Frederiksen, Reidar Magnus og Henry Heerup. Udstillingerne og receptionen af dem er centrum for afhandlingens undersøgelser og diskussioner af den realistiske strømning med mennesket i fokus, der udfoldede sig i 1950ernes danske grafik. Med udgangspunkt i analyser af receptionen identificerer og diskuterer afhandlingen en række centrale tem aer i tidens kunstdebatter, som for eksempel kunstens forhold til virkeligheden, til ”tiden” og til ”sandheden” samt om kunstens forhold til mennesket som indhold frem for som form. Som baggrund for disse diskussioner opridses relevante debatter fra samtid en om den modernistiske kunst og om realisme. Sammen med tidens fokus på mennesket, eksistentialismen og humanismen udgør diskussionerne om modernisme og realisme en vigtig ramme for at forstå, hvordan menneskeskildrerne blev modtaget og opfattet i samtiden. Ved at vise hvordan menneskeskildrerne markerede en vigtig strømning på 1950ernes kunstscene, bidrager afhandlingen til en nuancering af fortællingen om periodens kunst, der hidtil har været do mineret af de abstrakte udtryk. Således giver Mennesket - udstillingerne os et nyt grundlag for at forstå den realistiske position i 1950ernes kunst. Ikke som en undtagelse, men som en central position der udtrykte tiden.