Artiklen undersøger etableringen og reproduceringen af et moderne antropocentrisk kartografisk blik på verden. Et blik, der på meget væsentlig facon har bidraget til den anthropocene forandring af kloden, vi er begyndt at opfatte omfanget af de senere år. Artiklens hovedtese er den, at den moderne oplyste 1600-tals kartografi korrellerede med en samtidig udvikling af et mørkt imaginært rum afkoblet fra omverdenslig sansning, et rum som den barokke billedkunsts clairobscur udfoldede. Til sammen dannede dette kompleks en kartografisk-visuel motor, der bidrog til at gøre det moderne menneske delvist ude af stand til at opfatte den faktiske verden, det befandt sig i og påvirkede. Analysen er vidensarkæologisk. Fokus er derfor på at afdække, hvordan dette kompleks epistemisk set bliver muligt, hvordan det fungerer, og hvilken verden, det tillader det vestlige menneske at opfatte. Artiklen åbnes med et eksempel, der illustrerer denne motor i dens stadige funktion: Den franske oceanograf Jacques-Yves Cousteaus (1910-1997) tidlige undervandsoptagelser. Efter dette analyseres henholdsvis den meracorianske navigationsfaste kartografi og barokkens mørke billedrum.