Afhandlingen kortlægger hovedstrømningerne i religionssatirens historie i Europa fra det 12. til det 19. århundrede med særlig opmærksomhed overfor dens historiske og kulturelle kontekst. Den undersøger mere end hundred religionssatiriske værker fra denne periode, fortrinsvis litterære satirer og billedsatirer fra England, Frankrig og Tyskland. Frem for at undersøger disse værker i deres helhed fokuserer afhandlingen på en række særlig fremtrædende temaer, motiver, karakterer og metoder i dem, samt på de traditioner de har etableret og de reaktioner de har udløst. Derudover dokumenterer afhandlingen den globalt set enestående produktion og cirkulation af religionssatire i Europa i denne periode og argumenter på denne baggrund for, at den ualmindeligt omfattende og offensive tradition for religionssatire i Europa har haft en formativ indflydelse på moderne europæisk imagination, sprogbrug, autoritetsopfattelse, selvforståelse, affektivitet, normativitet og politik. Eksempelvis argumenterer afhandlingen for, at religionssatiren har bidraget til at svække traditionelle kristne opfattelser af sig selv som et får under en klerikal hyrdes ledelse, eller som et barn der har brug for en gejstlig faders omsorg.
Afhandlingen består af en indledning, en prolog, fire historiske kapitler og en epilog. Indledningen udfolder afhandlingens forskningsspørgsmål og præciserer dens afgrænsninger, centrale begreber, metode og teori. Prologen beskriver religionssatirens opblomstring i antikken og forfald i den tidlige middelalder. Det første kapitel beskriver religionssatirens genopstandelse ud af grådighedskritikkens ånd i det 12. århundrede. Det andet kapitel beskriver, hvorledes religionssatiren latterliggjorde klerikale opfindelser såsom inkvisitionen, skærsilden og cølibatet i det 13. og 14. århundrede. Det tredje kapitel beskriver religionssatiren enorme vækst efter trykkekulturens udbredelse og reformationens udbrud. Det fjerde kapitel beskriver, hvordan oplysningstidens satirikeres forsøgte af underminere gammelkristne frygt- og ydmyghedskulturer med latteren som middel. Epilogen samler op og drager konsekvenser.