De senere år er der opstået en ændring i forståelsen af den forskning, der kan foregå på (kunst)museer. Man kan tale om en diskursiv vending, hvor forskningen overordnet set i større eller mindre grad flytter fra sin historiske placering bag kulisserne og før udstillingernes endelige tilrettelæggelser ud i selve kurateringsprocessen, udstillingen og dens formidlingsaspekter. Udstillingen er i stigende omfang blevet til et mere eller mindre processuelt forskningsrum, der selv genererer det, der udstilles. I Danmark er der i takt med dette skifte ved at opstå et miljø og et økonomisk grundlag for kunstnerisk forskning, uddannelser i kuratering og forsknings(op)kvalificering af kunstmuseerne gennem ph.d.-projekter med museumstilknytning. Udstillingen Abstrakt Hverdag på Vejle Kunstmuseum var således et resultat af et sådant ph.d.-projekt med museumstilknytning. Projektet resulterede både i udstillingen og i afhandlingen Synliggørelser – Det moderne billede i krydsfeltet mellem affekt og arkiv.

Der er dog i praksis et stykke vej endnu, før den omtalte diskursive transformation kan siges at være gennemført. Denne artikel er derfor et forsøg på åbent at dokumentere en proces, hvor udfordringen fra begyndelsen var tydelig: Hvordan kan kunstmuseets og den kunsthistoriske universitetsforsknings verdener mødes? Vi blev hurtigt enige om, at stedet, hvor de kunne mødes, måtte være i det område, de havde til fælles: billedkunstens område. Et forunderligt åbent område, på samme tid virkeligt til stede i museets samlinger og uhåndgribeligt i sine betydningssfærer. Billedkunsten, og særligt den moderne billedkunst, er selv fra begyndelsen anvendt forskning. Åbne greb ind i den moderne virkelighed.