Dette projekt har til formål at udforske, hvad det vil sige at ødelægge billeder i dag. Ved at undersøge Islamisk Stats ødelæggelse af kulturarv i Irak og Syrien fra 2014 og 2016 samt de billeder, Islamisk Stat har produceret af deres handlinger, undersøger denne afhandling Islamisk Stats ikonoklastiske praksis og placerer dem i ikonoklasmens historie.
Det faktum, at Islamisk Stat har skabt billeder af deres ødelæggelser, er blevet
påpeget som hyklerisk, og det performative element i deres ødelæggelse er blevet brugt til at hævde, at gruppens handlinger ikke bør betragtes som ikonoklasme. Det performative aspekt af ikonoklasmen er imideltid forbundet til det kommunikative aspekt, der er en væsentlig og århundrede gammel del af ikonoklasmen. Forskere som Gamboni (1997) foreslår endda, at ikonoklasme altid bør ses som en form for kommunikation.
Afhandlingen er opdelt i tre hoveddele. Første del præsenterer baggrunden for
afhandlingen og opridser de spørgsmål, der guider min analyse. Anden del undersøger Islamisk Stats ikonoklasme gennem en kvalitativ analyse af et udvalg af fem af gruppens skildringer af deres bevidste ødelæggelse af kulturarv, der hver fokuserer på forskellige aspekter af Islamisk Stats ikonoklasme. Tredje del zoomer ud og overvejer det bredere forhold mellem billedskabelse og ødelæggelse, og undersøger, hvad Islamisk Stat kan fortælle os om brugen af ikonoklasme i dag.
Analysen peger på, at billederne skabt af Islamisk Stat skal forstås som en central del af deres ikonoklastiske handlinger og ikke kun som en dokumentation af dem. Med udgangspunkt i en hypotese om, at ikonoklasme i dag er mere fokuseret på de billeder, den skaber, end de billeder, den ødelægger, beviser afhandlingen, at det billedskabende aspekt af Islamisk Stats ikonoklastiske praksis har påvirket de måder, hvorpå gruppen har beskadiget
og ødelagt deres mål. Det tyder på, at tilstedeværelsen af et kamera påvirker, hvilken slags skade der påføres et mål, og hvor voldsomme de bliver. I løbet af afhandlingen bliver det dog også klart, at dette ikke er noget, der definerer nutidig ikonoklasme specifikt, da ikonoklasters kommunikation af deres egne handlinger altid har været en del af den ikonoklastiske praksis.
Gennem disse studier bidrager afhandlingen til forskningen i Islamisk Stats
ødelæggelse af kulturarv samt deltager i aktuelle akademiske diskussioner om emner som brugen af kulturarv i krig og konflikt, effekten af global kulturarvspolitik samt ikonoklasmens legitimitet som politisk udtryk og protest.