Drivkraften bag denne undersøgelse opstod fra en selvrefleksion over den stigende efterspørgsel efter arkitektonisk design, der giver nye og tiltalende oplevelser i kinesiske byer. Denne efterspørgsel stammer fra kundernes forventninger, sociale behov og arkitekters egne, indre aspirationer, som er blevet inkluderet i et strategisk perspektiv inden for nutidig byudvikling.
Ved at bevæge sig ud over traditionelle arkitektoniske grænser genovervejer denne undersøgelse kunstens rolle i transformationen af æstetiserede offentlige rum, en synsvinkel der ikke fuldt ud kan forklares af en overordnet strategisk tilgang. Denne undersøgelse undersøger, hvordan kunst transformerer det urbane offentlige rum ved at dekonstruere den normaliserede sammenhæng
mellem arkitektonisk funktion og æstetisk form skabt i hverdagen. Det bliver tydeligt, at kunstens virkninger ikke kan opdages fuldt ud ved at betragte den, når den opererer uafhængigt inden for arkitektonisk design og hverdagsliv. I denne undersøgelse er kunstens rolle ikke kun genstand for forskning, men fungerer også som en formidler, der faciliterer diskussioner om forholdet mellem offentligt rum og hverdagsliv ud over dualistiske perspektiver. Offentlige rum er ikke mekanisk organiseret efter deres æstetiske funktioner, der symboliserer byliv, men gennemgår kontinuerlig transformation gennem de fremvoksende æstetiske former i hverdagen. Dette betyder ikke, at offentlige rums æstetiske former er bestemt af hverdagen, da de påvirkes af de skiftende omgivelser. Derfor kræver diskussionen af kunstens virkninger på offentlige rum
etableringen af et ny filosofisk grundlag for at transcendere den traditionelle dualisme mellem offentligt rum og hverdagsliv.
Deleuzes assemblage-tænkning tilbyder et potent redskab til denne undersøgelse. For det første udvider den den Foucauldianske reguleringsmekanisme ved at folde tiden repræsenteret i det levende, hvilket aktiverer rummets transformative potentiale. For det andet syntetiserer den
Foucaults og Certeaus distinkte tilgange til undersøgelse af modstanden mod rummets mekanisme, hvilket indebærer, at subjektets modstand – det urbane liv – afhænger af at den kan integrere sig selv i mekanismen. Og for det tredje bidrager assemblage-tænkningen til at syntetisere det transcendentale, som fremhæves i Deleuzes filosofi og i Certeaus praktiske teori lægger vægt på, og introducerer en forskningsmetodologi, der overskrider empirisk arbejde. En
værktøjskasse med assemblager blev i casestudiet således udformet ved at bruge assemblagetænkning til at syntetisere de tre tænkeres universelle synspunkter og deres forskellige tilgange.
Denne ramme bidrager til sammenligningen af æstetiske former for offentligt rum på tværs af tidsperioder og kulturer, hvor flere magtrelationer opstod. Det sammenlignende casestudie fokuserer på, hvordan kunstens transformative potentiale i hverdagen i danske og kinesiske samfund kan åbne og transformere det territorium, hvor æstetisk funktion fungerer som en mekanisme for politisk og kapitalmæssig magt. På trods af betydelige forskelle i politiskøkonomiske relationer mellem kinesiske og danske sociale kontekster, integrerede begge sig i den universelle globale orden i hvert æra og fremstod som lokale magtrelationer i den multiple syntese og opdeling fra den globale orden. Denne undersøgelse undersøgers tre epoker: 1960’erne-1970’erne, domineret af spændinger mellem socialismen og kapitalismen; 1980’erne2000’erne, præget af neoliberale politisk-økonomiske relationer drevet af markedskrav; og
2000’erne til nutiden, præget af politisk-økonomiske samarbejdsrelationer i
oplevelsesøkonomien. Det sammenlignende casestudie giver indblik i de forskellige miljøers betingelser, hvor kunsten spiller en taktisk rolle i dannelse og transformation af æstetiske former for hverdagen i kinesiske og danske samfunds sammenhænge. Derudover manifesterer det uadskilleligheden ved at analysere sagerne i de to forskellige kultursammenhænge, da kunsttaktikker har udtryksfulde virkninger inden for globale relationer. Endelig, på trods af
udforskningen af differentieringer i den sammenlignende undersøgelse, identificerer denne undersøgelse en betydelig lighed i betingelserne, der fremmer kunsttaktikkers udtrykskraft. Ligheden ses i den forskellige sociale konsensus om anerkendelse af mangfoldigheden og mangfoldigheden i offentligt rum, hvilket delvis afhænger af, hvordan vi engagerer os i at
omdefinere disse begreber for et fremtidigt offentligt rum i vores liv.