Denne afhandling analyserer og diskuterer hvad jeg kalder bekræftelsesløse kollektivformer i fransk poesi fra 1960’erne og 1970’erne. Det sker gennem fire kapitler om fire forskellige digtere: Edmond Jabès, Andre du Bouchet, Claude Royet-Journoud og Anne-Marie Albiach. Hvert kapitel søger at skitsere et portræt af det pågældende forfatterskab ved at diskutere formelle og tematiske særtræk samt at udpege forskelle og sammenfald mellem de fire digtere der behandles. Jeg har særligt fokus på tre formelle kendetegn, som er arakteristiske for periodens franske poesi, og som disse fire digtere i forskellig grad forvalter: en mistro over for billedsprog og forestillingskraft, opbrydningen af digtet med inddragelsen af hele sidens rum som betydende tekstelement, samt den pronominelle retningsløshed. I forlængelse af disse formtræk analyserer jeg brugen af første person flertal, nous (vi/os), i udvalgte værker af de fire digtere. Vi’er som hos afhandlingens digtere som oftest optræder i negative eller passive konstruktioner, bekræftelsesløse, retningsløse og uforankrede.
Med afsæt i analysen af den kollektive udsigelsesposition diskuteres afhandlingens grundproblem, nemlig hvad undermineringen af det lyriske subjekt, som er et kendetegn ved periodens digtning, betyder for spørgsmål om kollektivitet og fælleshed. Jeg argumenterer for at man i fransk poesi fra 1960’erne og 1970’erne kan aflæse en poetikalsk optagethed af kollektiv afbesættelse. Med dette begreb menes en uvillighed til at indtage den lyriske udsigelsesposition som giver plads til en gentænkning af ikke-identitære kollektivformer. Afhandlingen sætter poesiens bekræftelsesløse kollektivformer
og dens arbejde med kollektiv afbesættelse i kritisk samtale med de refleksioner over det inoperative fællesskab som udfoldes hos teoretikerne Jean-Luc Nancy, Maurice Blanchot og Giorgio Agamben.
Afhandlingens sigte er både poesihistorisk og teoretisk. Gennem de fire kapitler optegnes på den ene side en hidtil overset formhistorie og et stykke fransk poeshistorie, som er underbehandlet i den kritiske litteratur. På den anden side yder afhandlingen et poetologisk og teoretisk bidrag til refleksionen over fællesskaber som ikke bygger på identifikation, figuration og selvbekræftelse, men på afværkning og ikkehelhedsmæssige relationsformer. Afhandlingens metodiske grundsigte er denne samtænkning af det formhistoriske og det teoretiske perspektiv, eller samklangen mellem tekstlig konnektivitet og social kollektivitet; at undersøge hvad det indebærer at tænke digtets form som en fælles form; at læse digtets skrøbelige, åbne og bekræftelsesløse ammenhægtning af sine spredte dele, dets bogstavelige udsathed, som en gentænkning af hvordan fælleshed, samhørighed og kollektivitet kan artikuleres.