Der har i de seneste år været skrevet mere og mere om solidaritet i forbindelse med kunstudstillinger. Solidaritetsbegrebet er dog stadig både underbelyst og underanalyseret inden for kunsten. Der er desuden behov for en bedre forståelse af hvad solidaritet betyder for kunstbegrebet og for udstillingsformer – og omvendt. Denne afhandling fokuserer på kunstudstillinger og solidaritet i en nordisk kontekst. Gennem tre casestudier undersøger den, hvordan kunstnere, kulturarbejdere og kuratorer har brugt kunstens infrastrukturer til at organisere, udstille eller kuratere i solidaritet med en sag eller i relation til en specifik
bekymring. Afhandlingen beskæftiger sig således med de indbyrdes forbundne spørgsmål om på den ene side betydningen og udøvelsen af politisk solidaritet i kollektiv udstillingsvirksomhed; og på den anden side udstillinger som platforme for solidariske praksisformer, der udfordrer normerne for udstillingsorganisering. Gennem en performativ forståelse af solidaritet, der ikke er bundet op på etablerede grænser for identifikation og tilhørsforhold, og en udvidet konceptualisering af udstillinger, er undersøgelsen todelt: På ét niveau analyseres, hvordan solidaritet påvirker organiseringen af udstillinger og med hvilke effekter. På et andet niveau analyseres, hvordan mennesker og ting samles i udstillinger for at forhandle, praktisere og reagere på formuleringer af og opfordringer til solidaritet.
Afhandlingen er struktureret omkring analyser af følgende tre udstillinger:
‘Kvindeudstillingen’ (1975), ‘Art contre/against Apartheid’ (1983–1984) og ‘Rethinking Nordic Colonialism: A Postcolonial Exhibition Project in Five Acts’ (2006). Hoveddelen af afhandlingen fokuserer på ‘Kvindeudstillingen’ og undersøger hvordan feministisk solidaritet i praksis blev omsat til udstillingsformer for at konfrontere 1970'ernes kunstsystem. Det centrale argument er, at ‘Kvindeudstillingen’ ikke blot var et medium for visning af kunst, men gennem en feministisk solidarisk praksis blev et forum for transdisciplinære praksisser, kollektive eksperimenter, transnationalt engagement og debat. Denne case kontrasteres med de to andre udstillinger fra forskellige perioder for at eksemplificere den varierede, kollektive, og ikke mindst tvetydige karakter af solidaritetsarbejde i udstillingsform. Et centralt argument er, at et fokus på solidaritet og kollektiv handling, udfordrer kunsthistoriske konventioner, der
betoner individuel produktion og reception – dermed tydeliggøres de iboende sociale og kollektive dimensioner af kunstens produktion, præsentation og reception i udstillinger.