Æstetiske protestkulturer

’The Avant-Garde after the Avant-Garde’ er et kollektivt forskningsprojekt, der undersøger, hvad der skete med den kunstneriske avantgarde efter avantgardens såkaldte død i slutningen af 1960'erne. Indenfor kunsthistorien er det almindeligt accepteret, at avantgarden forsvandt efter anden verdenskrig - eller drog sit sidste suk i 1960'erne. Dette forskningsprojekt vil foreslå en ny læsning af avantgardens udvikling og argumentere for, at det avantgardistiske perspektiv fandt vej ind i protestkulturen og den politiske aktivisme.

Vores empiriske materiale består af tre specifikke protestkulturer og spænder over perioden fra 1968 og frem til slutningen af 1990’erne: Autonomia Creativa i Italien i 1970'erne, alter-globaliseringsbevægelsen i de sene 1990’ere og den nyere pladsbesættelsesbevægelse i Sydeuropa og USA. Projektet vil integrere de tre sagsspecifikke analyser i en bredere historisk undersøgelse af forholdet mellem kunst og politik efter 1968 og bidrage til en ny forståelse af kollektive protesters rolle og den æstetiske dimension af politik i dag ved at argumentere for, at disse protester udgør en fortsættelse af det kunstneriske avantgarde-projekt udenfor kunstverdenens institutioner.

Forskningsprojektet har en teoretisk del, der består i udarbejdelsen af et ordforråd til at beskrive og analysere avantgarden efter avantgarden, og en historisk del, hvor vi vil se nærmere på tre specifikke grupper og den måde, hvorpå de fortsatte avantgardens projekt.

Forskningsprojektet vil integrere disse to dimensioner og argumentere for nødvendigheden af en nuanceret teoretisk og historisk redegørelse for avantgardens skæbne, som bygger på eksisterende avantgarde-teori og dens fortolkning af det skift, der fandt sted i efterkrigstidens æra - men vil også foreslå en nyfortolkning og hævde, at avantgarden faktisk ikke forsvandt, men blot forlod kunsten som institution og genopstod som post-kunstnerisk post-aktivisme.