Selvforvaltning og sagkyndighedsvurdering gennem autonome kunstråd – såkaldte armslængdeinstanser – har i varierende former det organisatoriske omdrejningspunkt i udviklingen af efterkrigstidens statslige kulturpolitik i Danmark, Finland, Sverige og Norge og i det nordiske kultursamarbejde i Nordisk Ministerråd efter Kulturaftalens ikrafttræden den 1. januar 1972. I 1980´erne blev armslængdeprincippet ligeledes lagt til grund for den offentlige kulturpolitik i Island og Åland. I 1990´erne på Færøerne, i Grønland og i det samiske kultursamarbejde.
Hvilke udvikling og forandring har præget armslængdeprincippet i nordisk kunstpolitik? Hvilken betydning har det haft? Hvilke udfordringer står armslængdeorganiseret kunststøtte overfor i dag?

Foredrag til Dansk Kunstnerråds Rådsmøde og Armslængdeprincippet og kunstpolitik i et nordisk og europæisk perspektiv den 21. januar 2013