Ekskluderet fra et liv som ligeværdig borger

Kan livet leves efter nogle normer, som er helt forskellige fra dem, der er opstillet i velfærdsstaten?

Ja, i den grad, hvis man kigger nærmere på de værker unge forfattere som eksempelvis Asta Olivia Nordenhof, Luka Holmegaard eller Malte Tellerup har skrevet, og som ifølge lektor i litteraturvidenskab Tue Andersen Nexø er en del af samme tydelige tendens. Et mønster, der ifølge ham går igen blandt forfatterne er, at de i deres romaner og digte giver modbilleder på, hvordan vi kan leve et ”fælles liv”. Et liv, der ikke lever op til samfundets krav om økonomisk produktivitet.

Misunder ikke de fortravlede

"Et særkende er, at mange af dem beskriver et liv, hvor de ikke er underlagt et strengt samfunds krav om produktivitet og indtjening. Hvor der er plads til en slags ødselhed med menneskeligt overskud, hvor man er parat til at give til andre. Anna Olivia Nordenhof beskriver i digtsamlingen ”Det nemme og det ensomme” fra 2013, hvordan hun går ude på Amager Fælled og overhovedet ikke misunder alle dem, der farer fortravlede rundt i metroen," siger Tue Andersen Nexø.

En af de mest tydelige debatter herhjemme om det meningsfyldte liv, er opstået i kølvandet på bogen ”Ærø Manifestet” af Maj My Humaidan. Bogen, der har undertitlen ”Om længslen efter et andet familieliv”, handler om det valg at trække sine børn ud af skole og børnehave i København og flytte til en del af landet, hvor livet føles mere enkelt. Samme ryk foretager hovedpersonen og hans venner i Malte Tellerups roman ”Hedeselskabet” fra 2020, som er et af de værker, Tue Andersen Nexø har haft under luppen.

Udenfor velfærdsstatens stramme rammer

Er der en tendens til at tro, at man opnår det gode liv ved flytte fra København?

"Det at rykke ud af København, bliver jo et billede på, at man forkaster et liv, der er afhængigt af en stor lønindkomst. Hvis man skal have råd til livet i byen, så er man slave af en vis økonomisk omsætning. Det der går igen hos mange af de unge forfattere er, at de oplever, at det er de andre, det er synd for. De har set et mere meningsfyldt liv udenfor velfærdsstatens stramme rammer. Nogle kan ikke passe et fast arbejde på grund af psykiske lidelser, men oplever til gengæld – som det ses hos eksempelvis forfatterne Fine Gråbøl eller Anna Rieder, at der i institutionerne pludselig opstår nogle meget givende fællesskaber, som ikke var opstået i det ”almindelige” liv."

Forfattere er en slags seismografer

Tue Andersen Nexø har skrevet bogen ”Fælles liv”, imens han var en del af en forskergruppe hos Nordic Humanities Center, der undersøgte forholdet mellem individet og velfærdsstaten. Her beskrev de begrebet ”velfærdsvrede”, der tilsyneladende bunder i en følelse af skuffelse hos dele af befolkningen over, ”at velfærdsstaten kan for lidt”. Og det er måske en del af samme følelse, de unge forfattere skriver på.

Hvorfor skal vi notere os og bruge tid på de her forfattere?

"For det første fordi de skriver utroligt gode bøger," slår Tue Andersen Nexø fast.

"Men også ud fra en forestilling om at forfattere er en slags seismografer. De mærker rystelser i vores tid, og hvordan det er at være menneske. Både det tydelige pres i forhold til, hvad der fremstår som ”det gode liv”, og samtidig registrerer de den desillusion, som - vil nogen mene - også løber som en strøm under samfundet," siger Tue Andersen Nexø.

Bogen ”Fælles liv - Utopiske modbilleder til velfærdsstaten i ny dansk litteratur” er udgivet med støtte fra Den A. P. Møllerske Støttefond og udgivet på forlaget Arena.