Sin egen tid. De kvindelige Fynboer i opløsning og tilblivelse

Dansk

”En kvinde må nødvendigvis have sine egne penge og sit eget værelse, hvis hun skal skrive litteratur”, erklærede Virginia Woolf i essay Sit eget værelse. Men hvad med nødvendigheden af at have sin egen tid? Det spørgsmål stilles i denne afhandling med fokus på tre kvindelige billedkunstnere fra Fyn: Anna Syberg (1870-1914), Alhed Larsen (1872-1927), and Christine Swane (1876-1960). Hvad fortæller deres værker om at mangle sammenhængende tid til at fordybe sig, tid til kunstnerisk at bearbejde en æstetisk erfaring, tid til sig selv og sin beskæftigelse som kunstner frem for sin beskæftigelse som fx mor og hustru? Kort sagt: Hvad fortæller de kvindelige kunstneres værker om de tidslige rammer om kunsten og dens produktion i perioden omkring 1900.

Afhandlingen undersøger disse spørgsmål gennem analyser af kunstnernes værker, breve og livsvilkår og reviderer samtidig de kvindelige Fynboers receptionshistorie. Den belyser de kønnede strukturer, som både formede kunstnernes muligheder og bidrog til deres marginaliserede plads i såvel den traditionelle som den feministiske kunsthistoriske kanon.

Engelsk

”A woman must have money and a room of her own if she is to write fiction,” Virginia Woolf states in her essay A Room of One’s Own. But what about the necessity of having time of one’s own? This question is addressed in the present dissertation, which focuses on three women artists from Funen: Anna Syberg (1870-1914), Alhed Larsen (1872-1927), and Christine Swane (1876-1960). What do their works reveal about lacking uninterrupted time for contemplation, time to process aesthetic experiences artistically, time for oneself and for one’s work as an artist rather than for duties as a mother and wife? In short: What do these women artists’ works tell us about the temporal conditions surrounding art and its production circa 1900?

The dissertation examines these questions through analyses of the artists’ works, letters, and living conditions, and simultaneously revises the reception history of the Funen women artist. It highlights the gendered structures that shaped the artists’ opportunities and contributed to their marginalised position in both the traditional and the feminist art historical canon.