Denne afhandling ”Autentiske kopier. Reproducerbarhed og intermedialitet i danske avantgardefilm 1942-1972” låner filmhistorikeren Erika Balsoms modsætningsfyldte begreb autentiske kopier, som her tjener som et polemisk begreb til at diskutere avantgardefilmens oversete betydning i dansk avantgardehistorie. Hensigten med afhandlingen er at beskrive og diskutere avantgardefilmens æstetiske og politiske betydning i dansk billedkunst i midten af det 20. århundrede.
I afhandlingen beskrives eksperimenterende danske filmmiljøer omkring kunstnergrupperinger som Linien II, den Anden Skandinaviske Situationistiske Internationale, Fluxus, Eksskolen, filmkollektivet ABCinema, Husfilm og endvidere den feministiske filmbevægelse i begyndelsen af 1970’erne. Den skæve periodiske afgrænsning fra 1942-1972 indrammes af Albert Mertz’ og Jørgen Roos’ Flugten fra 1942, der anses som den første danske eksperimentalfilm, og Ursula Reuter Christiansens Skarpretteren fra 1972, der blev vist i en stor totalinstallation på Statens Museum for Kunst i 2018. Herimellem beskrives et heterogent felt af eksperimenterende filmpraksisser med russisk montage, konkret film, situationistfilm, fluxusfilm, kollektivfilm, dagbogsfilm, expanded cinema, paracinema, strukturel film og polyvalent montage i de danske avantgardefilm.
Analyserne beror på omfattende grundforskning i det Danske Filminstituts og Statens Museum for Kunsts filmarkiver. På baggrund heraf argumenterer afhandlingen for nødvendigheden af interdisciplinær forskning i forhold til at forstå ikke blot avantgardefilmene, men også udviklingen af nye intermediale kunstformer i efterkrigstidens avantgardebevægelser.
Det er et hovedargument i afhandlingen, at filmens reproducerbarhed spillede en central rolle i disse intermediale udviklinger i kunsten på tværs af den mekaniske og digitale tidsalder. I samspil med de intermediale og reproducerbare aspekter bidrager afhandlingens komparative analyser til en pågående transnational og Nordisk revision af avantgardehistorien og -teorien og foreslår en avantgardefilmhistorie om kopier, gentagelse, montage, forsinkede begyndelser og genopdagelser i en dialektik mellem tradition og fornyelse.
Diskussionerne om avantgardefilmene i den mekaniske reproducerbarheds tidsalder føres videre i den digitale tidsalder, hvor levende billeder er blevet en integreret del af samtidskunsten og -kunsten i dens hybride former. Derfor argumenterer jeg for, at det er nødvendigt, at kunstmuseerne stiller fundamentale spørgsmål i forhold til distribution, reception, bevaring, cirkulation, udstilling og projektioner af avantgardefilm som autentiske kopier.