Artiklen argumenterer for at nye teorier om affekter og atmosfærer af bl.a. Teresa Brennan og Peter Sloterdijk kan indgå i en usædvanlig frugtbar udveksling med Dantes Guddommelige Komedie. På den ene side kan teorierne henlede vores opmærksomhed til de hidtil oversete atmosfæriske fænomener, som findes overalt i Dantes Komedie, og forsyne os med begreber som gøre dem læselige som produkter af menneskelige emissioner. På den anden side kan de talrige beskrivelser af atmosfærer i Dantes Komedie bidrage til at overvinde den mangel på sproglige præciseringer og distinktioner, som kendetegner den samtidige vestlige forståelse af affektive atmosfærer, og som hæmmer de spirende teoriers videre udvikling.