Spørger man eksperter i armslængdeprincippet, så er de langt fra så kategoriske. I hvert fald når det gælder begrænsningen af, hvor lange artikler dr.dk må skrive og kravet om hvor meget dansk musik DR skal spille. 

»Det er ikke brud på armslængdeprincippet, at man ikke må lave noget, der er længere end en given længde. For der står ikke noget om, hvad artiklerne skal indeholde. Det ville heller ikke være et brud på armslængde-princippet, hvis de skrev ind at radioavisen ikke måtte være længere end 8 minutter«, siger Tom Ahlberg, der er kulturkommentator og redaktør på det kulturkritiske online-magasin Søndag Aften.

»Hvis regeringen derimod skrev i kontrakten, at der hele tiden skulle være et kristent indhold i radioavisen eller at den ikke måtte oplyse om internationale konflikter, ville det være et brud på armslængde princippet«.

Samme vurdering kommer fra kultursociolog Peter Duelund, som formentlig er den herhjemme, der har forsket mest i armslængdeprincippet.

»Politikerne går ikke ind og definerer de enkelte programmer og indholdet. Det er ikke et brud på armslængdeprincippet, at der står, at DR K og DR2 skal lægges sammen eller at de skal bruge pengene på bestemte områder som nyheder, debat, musik, kultur og den slags«, siger han.

Formuleringen om, at dr.dk ikke må lave lange artikler nærmer sig indblanding i indholdet, men overskriver ifølge Peter Duelund ikke grænsen, fordi regeringen heller ikke her blander sig i selve indholdet.

På samme måde er det ikke et brud på armslængden at sige, at 48 procent af musikken skal være dansk, så længe politikerne ikke siger, hvad der skal spilles, mener Peter Duelund.

Til gengæld er han bekymret over formuleringen om, at DR på sine programflader og platform skal gøre det tydeligt, at det danske samfund bygger på kristendommen.

»Selv om det er en overordnet målsætning, så er den formuleret mere kontant end i tidligere public service-kontrakter. Og hvis politikerne med den i hånden går ind og blander sig i konkrete udsendelser, så vil det være en klar overtrædelse af armslængdeprincippet«, siger han.

Kulturminister Mette Bock (LA) afviser kritikken. Der er hverken mere eller mindre armslængde i kontrakten end tidligere, skriver hun i et debatindlæg i Politiken torsdag.

Arven fra Stalin og Hitler

Armslængdeprincippet er udtænkt i 1930’erne af den berømte engelske økonom John M. Keynes, der efter 2. verdenskrig fik stor indflydelse på den økonomisk tænkning i vesten.

Keynes mente, at kulturen var helt afgørende for samfundsudviklingen, og derfor skulle den have statsstøtte. Men i modsætning til økonomien, skulle politikerne ikke blande sig i kunst- og kulturudviklingen, blot stille midler til rådighed.

Det var samme princip som den socialdemokratiske kulturminister Julius Bomholt knæsatte i forbindelse med etableringen af Statens Kunstfond i 1964: Nok støtte, men ikke styre.

Baggrunden for armslængdeprincippet var ifølge Peter Duelund erfaringerne fra Stalins Sovjetunionen, hvor staten dikterede, hvad der skulle laves af kunst, og hvem der skulle lave den.

»Det var 100 procent statsligt finansieret og man tildelte temmelig omfattende midler til kulturlivet. Og så ansatte man ledere i kulturinstitutionerne ud fra politiske motiver og med en målsætning om, at man skulle fremme den såkaldte socialrealistiske kunst i medier og kulturinstitutioner« siger Peter Duelund.

Og da nazisterne behandlede kunst og kultur på samme måde, indførte de fleste vestlige lande armslængde-princippet i deres kulturpolitik efter Anden Verdenskrig for at sikre, at kunsten og kulturen var fri og uafhængig.

Danske politikere blander sig

Men lige siden midten af 1990'erne har der ifølge Peter Duelund været en udvikling i gang, hvor danske politikere langsomt er begyndt at blande sig mere og mere i, hvad kulturinstitutionerne skal lave.

Det sker gennem forskellige former for resultatkontrakter – som public service-kontrakten med DR – og via de mange puljer, som kulturinstitutionerne skal søge til bestemte formål, som politikerne har defineret. På den måde styrer politikerne langt mere, end hvis de gav kulturinstitutionerne en fast bevilling og så overlod beslutningen om indholdet til den.

For eksempel lavde den tidligere generaldirektør for DR, Christian S. Nissen, sidste år en opgørelse i Altinget over, hvor detaljerede public service-kontrakterne var blevet fra 2003 til 2015. Kontrakterne var ikke bare vokset fra 9 til 21 sider, men antallet af påbud om, hvad DR skulle lave var steget fra 56 til 172. 

Et andet eksempel er den omdiskuterede tv-serie ’1864’ fra 2014, som Folketinget lavede en særbevilling til på 100 millioner kroner. Serien udløste nærmest raseri i Dansk Folkeparti, der mente at den var venstreorienteret propaganda.

Et andet eksempel er den omdiskuterede tv-serie ’1864’ fra 2014, som Folketinget lavede en særbevilling til på 100 millioner kroner. Serien udløste nærmest raseri i Dansk Folkeparti, der mente at den var venstreorienteret propaganda.

»Hvordan man skal reagere over for DR, det ved jeg ikke. Men et godt sted at starte er de forhandlinger om et nyt medieforlig, der starter efter nytår« tordnede partiets næstformand Søren Espersen dengang.

Og ifølge Peter Duelund er der en ideologisk udvikling i gang, der peger i retning af mere og mere statslig indblanding.

»Det er en tendens, der er meget farlig for kulturel frihed og selvforvaltning«, siger han.

Det sker ikke bare i Danmark og Norden men i hele Europa, og de værste eksempler kan man ifølge Peter Duelund finde i de tidligere østblok-lande Ungarn, Polen og Tjekkiet.

»Vi nærmer os langsomt den sovjetiske model. Og selv om vi langt fra er nået dertil, så er der grund til at advare mod den snigende tendens til øget statslig styring af kunst og kultur. For den kan underminere vores kulturelle demokrati og frihed«, siger Peter Duelund.

Ifølge kultursociologen er den kulturmodel, der findes i et samfund, det bedste barometer på, hvor meget demokrati, frihed, mangfoldighed og åben dialog, der er i det samfund. Jo mere kulturel frihed og selvstyre, jo mere demokrati og frihed i samfundet.