Mursten uden indhold
Der er en generel tendens til herhjemme, at der bliver brugt mange penge på murstenene (dvs. bygning og vedligeholdelse) af store kulturelle institutioner som Operaen i København, Det nye skuespilhus og bl.a. forskellige kunstmuseer landet over - og så sparer man til gengæld på selve det kunstneriske indhold.

Det bekræfter Peter Duelund som er lektor i moderne kultur og kulturformidling ved Københavns Universitet.

- Kultur og kunst bliver spændt for en oplevelsesøkonomisk vogn og man prioriterer at trække folk - især turister - til store monumenter uden at tænke på indholdet. Det er en tendens der mærkes over hele verden.

Tidligere var det kirken, der stod for store bygninger, der skulle cementere deres magt i samfundet. Senere var det nationalstaten, der stod for store monumentale bygninger. Derfor var der i starten modstand mod at lade en privat mæcen som Mærsk McKinney Møller betale en national opera. Det var kun den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, der sagde god for opførelsen.

Den gang tænkte man også kun på murstenene og tænkte ikke på indholdet, forklarer Peter Duelund. Derfor måtte folketinget i sin tid overnight bevilge 100 kroner til driften af det nye hus, mens decentrale kulturaktiviteter i form af fx egnsteatre landet over havde svært ved at få bevillinger.

Mursten uden indhold
31. jan. 2011 16.24 Klassisk Update Opdat.: 02. feb. 2011 12.11
Der er en generel tendens til herhjemme, at der bliver brugt mange penge på murstenene (dvs. bygning og vedligeholdelse) af store kulturelle institutioner som Operaen i København, Det nye skuespilhus og bl.a. forskellige kunstmuseer landet over - og så sparer man til gengæld på selve det kunstneriske indhold.

Det bekræfter Peter Duelund som er lektor i moderne kultur og kulturformidling ved Københavns Universitet.

- Kultur og kunst bliver spændt for en oplevelsesøkonomisk vogn og man prioriterer at trække folk - især turister - til store monumenter uden at tænke på indholdet. Det er en tendens der mærkes over hele verden.

Tidligere var det kirken, der stod for store bygninger, der skulle cementere deres magt i samfundet. Senere var det nationalstaten, der stod for store monumentale bygninger. Derfor var der i starten modstand mod at lade en privat mæcen som Mærsk McKinney Møller betale en national opera. Det var kun den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, der sagde god for opførelsen.

Den gang tænkte man også kun på murstenene og tænkte ikke på indholdet, forklarer Peter Duelund. Derfor måtte folketinget i sin tid overnight bevilge 100 kroner til driften af det nye hus, mens decentrale kulturaktiviteter i form af fx egnsteatre landet over havde svært ved at få bevillinger.