I dag er det præcis 50 år siden, daværende statsminister Viggo Kampmann (S) grundlagde sit Ministerium for Kulturelle anliggender, og Julius Bomholt (S) som den første satte sig i ministerstolen.
Men trods det seneste årtis ophedede debat om kulturkanon og smagsdommere er dansk kulturpolitik i dag mere end nogensinde en konsensuspræget affære, hvor ingen af de politiske partier for alvor tør tage hul på de grundlæggende kulturpolitiske spørgsmål

Den konsensusprægede kulturpolitik vil snart blive afløst af en reel diskussion om fundamentale uenigheder, forudser Peter Duelund, kultursociolog fra Københavns Universitet. »Vi står foran et meget stort indholdsmæssigt og grundlæggende diskussionspunkt i de kommende år. Er formålet med kunsten og kulturen at være en øjenåbner i forhold til en forståelse af verden omkring os, eller skal den være fokuseret på vores nationale fællesskab? Kort sagt er spørgsmålet, om vi skal fremme den nationale eller den universelle og kosmopolitisk rettede dimension.« Peter Duelund spår, at denne diskussion er uundgåelig i en tid, hvor der ikke vil blive afsat markant flere penge til kulturen. »Man bliver nødt til at tage stilling til de indholdmæssige spørgsmål. Det kan simpelthen ikke undgås. Og det kommer til afspejle sig i alle aspekter af kulturpolitikken fra litteratur og kunst til teater og musik. Her vil partierne markere en klar uenighed mellem hinanden,« spår Peter Duelund. »Dansk Folkeparti vil betone det nationale, mens andre partier vil indtage det modsatte synspunkt.«