Politik. Lige om lidt kender vi navnet på den
person, der skal være minister for farverige
kunstnere og kreative kulturinstitutioner. Selv om
den nye mand/kvinde med garanti har sine egne
mærkesager med i tasken, er der en række nødder,
som uanset hvad skal knækkes. Her er fem af dem.

Den offentlige kunststøtte, der formidles gennem Statens Kunstfond og Statens Kunstråd, udgør cirka en halv mia. kroner om året, og den nye kulturminister vil relativt hurtigt skulle forhold sig til, om der skal laves ændringer i det nuværende støttesystem. En større debat i dagspressen om kunststøtten var medvirkende til, at den afgående kulturminister, Per Stig Møller (K), nedsatte et Kunststøtteudvalg, der med Tivoli-direktør Lars Liebst i spidsen skulle komme med forslag til, hvordan man kan gentænke kunststøtten. Liebst-udvalget offentliggjorde sin rapport i valgkampens slutspurt, og hovednummeret var et forslag om at sammenlægge Kunstfonden, Kunstrådet og Kunststyrelsen til et samlet Kunstintitut, der skal stå for kunststøtten. Den røde blok har på forhånd afvist dette forslag, men den nye kulturminister bliver alligevel nødt til at forholde sig til Liebst-udvalgets rapport – om ikke andet så for officielt at arkivere den lodret og måske i samme åndedræt fastslå, at der ikke vil blive lavet noget. det nuværende system. På den anden side kan det meget vel være, at ministeren vil lægge op til visse ændringer af kunststøtten. Det kan eksempelvis være initiativer i forhold til Statens Kunstfonds livslange ydelse til kunstnere, i forhold til at oprette nye udviklingspuljer eller i forhold til at gøre systemet mere gennemsigtigt og mindre bureaukratisk. Sikkert er det dog, at disse ændringer vil ske i tæt dialog med kunstnernes organisationer. F Den meget centraliserede model har ikke sin gang på jorden, så jeg tror ikke, der vil ske de store omstruktureringer af kunststøtten. Der er stor politisk koncensus om armslængdeprincippet, det vil man holde fast i. Så kan det være, man vil forsøge at lave større overskuelighed i systemet, ligesom man kan forestille sig, at der kommer en pulje til mere eksperimenterende kunstudtryk.« Peter Duelund, kultursociolog og lektor i kulturpolitik, Københavns Universitet.