Dansk kulturpolitik og kulturformidling har fra Kulturministeriets oprettelse i 1961 til 2021 bevæget sig fra en overordnet formidlingsstrategi for kultur og kunst begrebsliggjort som "demokratisering af kulturen" til såkaldt "kulturelt demokrati". Det gælder for litteratur, drama,bildende kunst og ikke mindst for musikområdet. Fra kulturformidling gennem turnévirksomhed og top down formidling af kunst og kultur fra centrale nationale institutioner i hovedstaden blev i perioden i satset på at etablere egne institutiner på regionalt og lokalt niveau gennem faste rammer og støtteordninger til landsdelsorkestre, lokale teatre, musiksteder, biblioteksbyggeri, lokale kulturhuse etc. Dansk kunst- og kulturformidling blev  i højere grad forankret lokalt gennem fotrskellige støtteordninger som f.eks. "gulerodsprincippet", hvor staten belønnede lokale kommunale kulturinitiativer med supplerende national støtte. Det satte en mangfoldig, blomstrende lokal og regionalt forankret kulturudvikling i gang på alle kulturområder. Hvad har det betydet for kulturudviklingen i Danmark de sidste 50 år? Hvor står dansk kultur- og kunstpolitik her ved begyndelsen af det 21. århundrede? Hvad er de nye udfordringer?